Egil Jacobsens tidligste malerier fra tiden før 1934 tog udgangspunkt i traditionen i dansk landskabsmaleri. Han har selv peget på indflydelsen fra Albert Gottschalk i denne periode. I 1934 stiftede han under en rejse til Paris bekendtskab med Picassos nyeste arbejder og med anden moderne europæisk kunst. Året efter brød han afgørende med det naturgengivende formsprog og skabte sine første abstrakte billeder med næbformede maskefigurer i kraftige farver. I årene op til 1940 fulgte en række nærmest motivløse billeder, hvori alene farven var bærer af det kunstneriske udtryk. Penselskriften var bevæget, billederne syntes at blive til uden forudgående tegning, som direkte improvisationer. Heri og i brugen af maskemotivet kom J. til at stå som en banebrydende skikkelse i den nye danske kunst. Ophobning (1938) fik afgørende betydning for hans samtidige. Fra 1940 fulgte en række maskebilleder, hvori enkle, geometriske tegn associerede til tænder, æg og andre antropomorfe figurer, mens farveskalaen blev præget af de rene spektralfarver i klare modstillinger. I Græshoppedans (1941) danner flere forenklede figurer en friseagtig komposition, og farven suggererer højsommerens fulde modning. Som regel domineres billedernes komposition dog af enkelte figurer. Ved krigens udbrud indgik J. i den kreds af kunstnere, der med Asger Jorn som drivende kraft skabte tidsskriftet Helhesten, ligesom han sluttede sig til de øvrige spontan-abstrakte kunstnere i gruppen Corner & Høst. Men i 1944 forlod han gruppen til fordel for Grønningen og kom derved til at isolere sig i nogen grad fra de øvrige spontan- abstrakte kunstnere. J. benyttede i denne periode psykoanalyse, bl.a. hos Sigurd Næsgaard, og søgte som andre af gruppens kunstnere gennem analysen at frigøre sig både personligt og kunstnerisk. I 1948-50 blev J. gennem Asger Jorn inddraget i Cobra-bevægelsen.